Nå, nu skal jeg fortælle dig en lille historie. En rigtig fin en af slagsen, du ved, med drama und alles.
Det var en tidlig morgen og en kvinde, lad os kalde hende Mette, skulle tidligt op. Hun skulle til Vejle for at holde et foredrag, og hvis der er noget hun er god til, så er det at være punktlig.
Hun er derfor på hovedbanegården 20 minutter før toget klokken 07.56 skal afgå, og finder med ro og godt humør sin plads i toget.
Af sted kommer vi! planmæssigt endda! Der er en indre jubel der har svært ved at lade sig tøjle, ikke bare i Mette, den anes også hos andre der formodes at have en uro omkring punktlighed og køreplaner.
Lykken varer dog kort. Ved "Ny Ellebjerg" station holder toget stille. Der bliver ikke sagt noget de første fem minutter, men så kommer der en melding om noget signalproblem, ikke DSB's skyld, Banedanmarks skyld, bliver det sagt med stor eftertrykkelighed.
Vi bliver ved med at holde.
Folk er utålmodige, og Mette, der havde planlagt turen så hun var på Vejle station en hel time før sit foredrag, kan nu se forspringet forsvinde lidt efter lidt.
Et par uldne udmeldinger (du kender de der højtalere man dårligt kan forstå) senere bliver det klart at toget ikke kan køre. Det vidste man egentlig godt, for der havde været bøvl på Ny Ellebjerg hele ugen, sagde de. Og alligevel tog man ruten her, og holdt derfor stille. Der var nu gået 40 minutter, og med lidt held kunne vi blive transporteret tilbage til hovedbanen for at nå næste lyntog, altså det 08.56.
Problemet var, da Mette nåede hovedbanen, at intercitytoget der skulle køre mellem de to uheldige lyntog, heller ikke var kommet af sted.
Så nu skulle der være passagerer fra tre afgange i samme tog.
Tiden gik, og Mette valgte at sætte sig på DSB 1' fordi de andre steder var pakket med folk der stod i lag.
Lyntoget hun sad i kom så heller ikke af sted til tiden, for mange skulle med og man forsøgte at koble flere vogne på, noget hun ikke helt er klar over om lykkedes, mest fordi hun sad i desperate samtaler på telefonen med den kunde der sad og ventede med mere end 300 gæster på deres oplægsholder.
Da toget endelig kom af sted (nu var Mette en time og tyve minutter forsinket) var der krig i toget. Folk var rasende, dem der havde haft plads på første og anden afgang kunne ikke sidde ned, for der sad jo nogen i forvejen, nemlig dem der havde billet til dette lyntog.
Endelig ankom Mette til Vejle hvor en medarbejder fra virksomheden hun skulle besøge holdt og ventede. De havde flyttet rundt i programmet, så Mette kunne komme på præcis en halv time efter den oprindelige tidsplan. Over stok og sten gik det, indtil de nåede stedet for foredraget, de parkerede uautoriseret helt oppe ved indgangsdøren, Mette fløj ind, smed jakke og taske, fik en mikrofon og efter ca. ét minuts forberedelse, hvor computeren blev sat op og mikrofonen lå fast i hånden, var hun i gang.
Det gik hamrende godt, folk var glade og Mette glemte helt alt det bøvl der havde været med at komme frem.
Hun havde en pladsbillet til toget klokken 13.02, og havde oprindeligt håbet at kunne nå at gå til stationen efter oplægget. Alt var dog, som du ved, forsinket så hun ville bestille en taxa. Måske kunne hun nå toget? der var 25 minutter til det gik, og køreturen til stationen burde kun tage kun 10 minutter.
Hun ringer til Dantaxa og er nummer to i køen. Da hun har ventet i 11 minutter og stadig er nummer to i køen vælger hun, mens hun er på ventetone at downloade deres app og forsøge at få en vogn den vej igennem.
Det lykkes, og den ankommer nøjagtigt 13.02, altså lige præcis da fløjten lyder nede på stationen.
Hrmmm... Nu er gode dyr rådne, som man siger. Mette bad chaufføren tage det stille og roligt, hun kunne ikke nå sit tog alligevel.
På Vejle station er der nu to muligheder. Intercitytoget 13.31, eller Lyntoget 14.02. Mette vælger intercity, for det er alligevel lidt før fremme end lyntoget.
Hun tænker at det er passende at bruge ventetiden på at købe en sandwich. Hun trækker et nummer, der er 8 foran hende i køen i Lagkagehuset. Hun kigger på sit nummer, 104 står der. De syv foran skal have fastelavnsboller er hun sikker på, og de seks af dem afgiver netop sådan en ordre. Det gør hende glad, for hun har set sig lun på den eneste veganersandwich bag disken, en “falaffelspread på rugbrød”
Damen med 103 går frem til ekspedienten og peger med sin behandskede finger på netop den ene sandwich som Mette ønskede sig så brændende.
Mette krøller nummeret sammen og køber en vand og en kaffe på 7/11 - “Er der mere uheld tilbage?” tænker hun slukøret. Nok ikke.
Op med hovedet og af sted mod perronen.
Ind på plads, af med sko og frem med kaffe og vand.
Toget kører (endnu en juhuuuoplevelse) men - glæden er kort. På Fredericia station holder hun stille. Efter 5-7 minutter kommer der en stemme igennem der siger at der er bøvl med at koble vogne sammen, så den bagerste del af toget skal kobles af og køres rundt og bakkes ind foran på toget. Det vil nok tage små 20 minutter.
Her får Mette kaffen galt i halsen, kaster skoene på fødderne og griber sine sager. UD af toget... for hvis det her tog først kører om 20 minutter, og er mindst 5 minutter forsinket i forvejen, så kan det jo bedre betale sig at tage lyntoget?
Som sagt så gjort, hun venter og ser intercitytoget komme af sted kun 5 minutter før lyntoget, som heldigvis får lov at overhale i Odense.
I skrivende stund sidder hun stadig i toget og krydser alle de fingre hun har fået udleveret for at kunne komme igennem Bermudatrekanten ved Ny Ellebjerg, så hun kommer hjem i dag. Tak for turen, DSB, det var.... ehhh.. en oplevelse.
