Mit hjerte banker. MC'en er ved at præsentere mig, og jeg står bag døren og kigger ind gennem en lille glasrude. Langt, alt alt for langt inde på scenen er der to lyspunkter der oplyser det flotte "TEDx Frederiksberg" skilt og det runde røde tæppe jeg har set så mange gange før, når jeg har nydt TED talks på nettet. Om lidt skal jeg derind.
Salen er fyldt godt op, vi er i konservatoriets koncertsal, en sal der oser af stemning, kvalitet og historie. Den blev indviet i 1945 og har huset mange koncerter og konferencer.
Scenen er stor nok til et symfoniorkester og der mangler intet når det handler om lys og lyd.
Konferencierens stemme stiger i intensitet og jeg hører ham sige mit navn efterfulgt af en bølge af klapsalver. Døren bliver åbnet, og jeg går mod det runde røde tæppe. Jeg går forbi konferencieren og forsøger at give ham en high five, men jeg rammer ikke, jeg er alt for tændt, spændt og fokuseret på opgaven der venter.
Da jeg endelig står der, kan jeg ikke se publikum. Der er mig, og mørket.
Jeg tager en dyb indånding og forsøger at finde en form for fatning.
Ude, mens jeg stod bagved og ventede på at det blev min tur havde jeg øvet. Øvet, øvet og øvet. Sagen er nemlig at jeg sprang til da der kom et afbud, og den tale som man normalt får tre måneder til at øve til perfektion havde jeg haft 2 ½ dag til at få til at sidde lige i skabet.... på engelsk...
De første tre sætninger var særdeles vigtige at få startet rigtigt. Gjorde jeg ikke dét, ville de spænde ben for hinanden.
Jeg gør noget jeg ikke plejer, jeg holder en lille pause mellem hver af dem. Ikke så meget for publikums skyld, men for at være sikker på at jeg ikke kikser fordi jeg jager af sted.
De lykkes. Jeg kommer godt fra start, og selvom jeg kan høre mig selv afvige en smule fra mit 3 sider nøje indstuderede manuskript, så rammer jeg rækkefølgen i historien som jeg skal, og kun en enkelt gang siger jeg et ord jeg bytter ud med et andet bagefter fordi jeg vil have den bedste formulering jeg overhovedet kan, ud af min mund.
Da der er 5 sætninger tilbage, kan jeg se målstregen. Jeg ved hvad jeg skal sige, jeg ved hvor jeg skal lægge trykket på de enkelte bogstaver og hvor lang pausen skal være i den afgørende og aller sidste af dem, og nu kan jeg nyde at være der. Jeg smiler, fordi jeg ved at den er hjemme. Jeg gjorde det! og jeg fejlede ikke. Jeg har drømt om at stå der, drømt om at lave en fed finish og drømt om at sige "Thank you!" bukke og forlade scenen til det der forhåbentlig har været en god og berigende oplevelse for dem i salen.
Spørger de, så gør jeg det gerne igen. Og næste gang vil jeg nyde det mere undervejs, er jeg sikker på.
