top of page
Forfatters billedeMette Bloch

Lad 2024 blive DIT år

Så er vi i gang! - 2024 er startet, og med lidt af en storm, må man sige. Toge og busser holder stille, fordi vi i Danmark åbenbart ikke kan håndtere sne.

Men når den nu er ryddet af vejen, og du kan komme frem til både job, fitness center, familie og venner og hvad du ellers har på din liste over vigtige ting du skal prioritere, hvordan sikrer du dig så at du holder ved og at det ikke ender som det så ofte gør, nemlig at luften fiser ud af planen i løbet af en måned?

Well, det handler om dig. Og måske ikke som du tænker, men det handler om at de mål du sætter dig skal være SUPER vigtige for dig, sådan helt ind i kernen. Hvis de ikke er dét, så kommer du ikke til at kunne holde gejsten. Her har du et par fif du kan tænke over, og imens du gør det, så kør lige alle dine mål igennem listen og se om der er noget du skal ændre eller "tweeke" for at de sidder lige i skabet!


1. Find dit hvorfor: Først og fremmest, HVORFOR er målet vigtigt for dig? Dyk dybt ned og find de underliggende årsager, der driver din lyst til at opnå det. Når du føler en følelsesmæssig forbindelse til dit mål, er du mere tilbøjelig til at forpligte dig til det.


2. Vær specifik: Vage og upræcise mål som "komme i bedre form" eller "spar mere op" er ikke gode og på ingen måder målbare. Vær så specifik og præcis som du overhovedet kan. For eksempel, "Jeg vil tabe 15 kilo inden juni" eller "Jeg vil sparer 500 kroner op om måneden så jeg har til en drømmeferie om to år." Klare mål er eneste vej til succes. For hvordan skal du kunne nå et mål hvis du ikke ved nøjagtigt hvordan det ser ud?.


3. Gør det målbart: Hvordan vil du vide, hvornår du har opnået succes? Det her er en spin-off på det forrige punkt. Hvis du også definerer hvordan du kan se din fremgang undervejs, så holder du motivationen. Definér klare delmål for at spore din fremgang. Konkrete tal og begivenheder hjælper dig med at holde dampen opppe.


4. Sæt opnåelige mål: Mens det er godt at drømme stort, skal du sørge for, at dine mål er realistiske. Sæt mål du let når i starten. Lidt ligesom når du starter på et nyt spil på din telefon. I starten drøner du gennem banerne og er en KÆMPE succes, på et tidspunkt bliver det sværere, men nu er du "hooked" og du kæmper fordi du nu er nået så langt at det er dumt at give op. Gør det samme her! At starte småt med stor succes er langt bedre end at sætte urealistiske mål..


5. Sæt en tidsramme: Der skal være en deadline. Hvis du bare kan udskyde i en evighed, så ender det som den der slankekur der altid starter "på mandag" eller "efter ferien"

Hvis du sætter tid på, og har delmål undervejs, så holder du dig selv til ilden og vil nå i mål. Har du lagt mærke til hvordan du altid nåede dine eksamensopgaver PRÆCIS til tiden? Havde du haft en dag mere, havde du også nået det præcis til tiden. Vi fylder den tid ud vi har, så har du evigheder, kommer du aldrig i mål.


6. Delmål: Som før skrevet kan store mål kan være overvældende. Del dem op i mindre, spiselige bidder. Og sørg for at fejrer hver eneste lille sejr undervejs - det holder motivationen oppe.


7. Vær fleksibel: Der kunne også stå "omstillingsparat" noget vi alle gerne vil være, men de færreste er. Livet kan give dig udfordringer, også nogen du ikke har bedt om, og det er okay. Vær fleksibel og tilpas dine mål, når omstændighederne ændrer sig. Det er fuldstændig tosset at blive ved med at køre ligeud, fordi kortet sagde at sådan var vejen, når du opdager at der er et skarpt sving. Brems op, kig på omstændighederne, skal dit mål redefineres? Er det stadig relevant? Hvad skal ændres og hvordan ser tidsplanen og delmålene så ud? Nøglen er at fortsætte fremad, men at tænke klogt, undervejs.


8. Søg støtte: Del dine mål med en ven, et familiemedlem eller en mentor, der kan give dig opmuntring og holde dig ansvarlig. Nogle gange kan lidt ekstern motivation gå langt. En af de mest provokerende og frustrerende gange jeg har "delt mit mål" var, da jeg i tiderne morgen blev interviewt (af Vagn Jensen fra Eksta Bladet) og han spurgte hvad mit mål var. Det var i foråret 1990, og jeg vidste ikke hvor god jeg var eller ville blive, jeg havde aldrig vundet noget stort, men han spurgte, "Hvad er drømmen?" og jeg svarede, "jamen jeg drømmer da om at blive verdensmester" - Næste dag vågnede jeg til en overskrift i avisen der sagde "Jeg bliver verdensmester" - jeg var rasende! og følte mig presset - men.... Jeg BLEV verdensmester det år, så tak til Vagn!


9. Forestil dig succes: Forestil dig dig selv opnå dit mål. Visualisering er et af de mest oversete og vanvittig gode værktøjer i kassen. Jeg ville aldrig have nået så langt i min sportskarriere, hvis det ikke havde være for mine tegninger og visualisering af min succes. jeg så det for mit indre øje, jeg følte det, jeg oplevede det indeni, før det det skete. Prøv det! Og giv det 90 dage før du dømmer teknikken. Jeg lover dig, at det vil gøre underværker!


10. Spor din fremgang: Skriv dagbog eller brug apps til at holde styr på din fremgang. At have statistikker til at bakke din rejse op kan være utroligt motiverende. Da jeg roede kunne jeg slet ikke klare hvis der var "huller" i min træningskalender. Det blev et mål at holde den pæn og som jeg kunne lide den. Lidt ligesom de bevægelses-apps du kan få til dit smart-watch eller din telefon. Fordi jeg tracker mine skridt hver dag, så satte jeg i 2023 et mål om at jeg ville gå 25.000 skridt hver dag hele året. Jeg nåede mit mål og endda lidt over! - Jeg havde nok ikke holdt motivationen, hvis jeg ikke havde haft uret til at vise mig, om jeg var foran eller bagud.


Husk, det handler ikke om perfektion; det handler om fremskridt. Sæt vigtige mål, der resonerer med dig, og brug de af punkterne her, der giver mening for dig, til at give dig selv den bedste chance for succes. Masser af opbakning og gode ønsker for et nyt år fyldt med de resultater du drømmer om! 🌟




5 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments

Rated 0 out of 5 stars.
No ratings yet

Add a rating
bottom of page